Skriveprocessen
Det gælder om at komme i gang med at skrive så tidligt som muligt, allerede
mens du leder efter din problemformulering skal du skrive. At cirkle
omkring et emne på skrift - altså at forsøge at skrive sig ind på noget
konkret - kaldes tænkeskrivning. Du har et formål med at skrive,
nemlig at nå nærmere til en erkendelse af f. eks. hvordan din problemformulering
skal lyde.
Men også når du når til selve skriveprocessen vil tænkeskrivning være et meget
vigtigt og meget brugbart redskab. Hvergang du sætter dig til tastaturet skal du
betragte det du skriver som tænkeskrivning. Du forsøger at pejle dig ind på
indholdet af netop den "kasse" i specialestrukturen, som du er i gang med den dag.
Dit speciale bliver til i form af en lang række tænkeskrivninger, der til sidst bliver
føjet sammen som brikker i et puslespil.
Processkrivning har intet overordnet tema men er en helt fri
skriveøvelse. Brug processkrivning som redskab til at komme i gang med
at skrive. Nogle skribenter bruger processkrivning som en form for
opvarmningsøvelse, inden dagens egentlige, målrettede skrivearbejde
går i gang. Sæt dig med et
stykke A4-papir og skriv uden at tænke over, hvad du skriver eller
hvorfor du skriver. Du må ikke gå i stå og du må ikke gå tilbage og
læse, hvad du har skrevet. Fyld en side eller skriv uafbrudt i
10 minutter. Du kan naturligvis også skrive på computeren, så bruger
du tid som afgrænsende faktor.
Processkrivning kan bruges i situationer, hvor du er kørt uhjælpeligt fast.
Lad problemet ligge, sæt dig og skriv ud i det blå i 10 minutter - og
efter samme princip som gælder, når man har glemt et navn, og først kommer
på det, når man bevidst er hørt op med at søge efter det, kommer du
måske videre på det sted, hvor du var kørt fast.
Præsentationsskrivning er den færdige tekst, som du afleverer. Når du
via processkrivning og tænkeskrivning har fået fyldt specialestrukturen
ud, skal du redigere din tekst, altså fjerne gentagelser, sikre en logisk
fremadskridende fremstilling, rette stavefejl, sætte komma´er, lave
kapitelinddelinger, afsnit, indholdsfortegnelse osv.
Men husk, at redigeringen ligger i en proces for sig selv til allersidst -
afsæt for eksempel to uger til at redigere dit speciale og før da tænker
du ikke på tegnsætning, stavefejl osv.
Hvordan tilrettelægger man arbejdsprocessen?
At arbejde med specialet er ikke nødvendigvis nogen logisk
fremadskridende proces. Det kan være svært på forhånd at vurdere,
hvilke konsekvenser læsningen af forskellige tekster vil få for det
samlede billede. Det kan måske være nødvendigt at gå ud i periferien
af ens emne for f.eks. at se, hvilke konsekvenser en bestemt
tilgangsvinkel får.
Det kan betyde, at arbejdsprocessen kan forekomme både uoverskuelig
og rodet, og det er derfor vigtigt, at du gør dig klart, hvordan du
bedst arbejder.
Der er groft sagt to grundlæggende og indbyrdes modstridende måder
at tilrettelægge arbejdsprocessen på. Ofte er det dog sådan, at man
vælger en kombination af begge, hvor den ene proces er mere
dominerende end den anden. Man kan karakterisere disse arbejdsprocesser
gennem to typer: "læsehesten" og "omskriveren".
Læsehesten er den type, der bruger størstedelen af den samlede
arbejdsproces på at indsamle og læse litteratur, tage noter og lave
arbejdspapirer. Læsehesten udskyder skrivefasen længst muligt for
hele tiden at opdatere og redigere den indsamlede viden om emnet.
Først relativt sent nedskrives den opnåede viden og oftest i ét
stræk uden særlig indholdsmæssig redigering, da det simpelthen ikke
er nødvendigt. De første konfrontationer med vejlederen fungerer
derfor oftest som mundtlige samtaler uden forankring i "færdige"
skriftlige udkast, evt. kun ved diskussionspunkter nedskrevet i
stikord. Fordelen er her, at læsehesten slipper for at spilde tid
på at formulere noget skriftligt, som senere viser sig ikke at være
brugbart. Ulempen er, at man nemt mister overblikket - litteraturen
hober sig op, og man føler ikke, at man producerer noget. Man kan
også komme under pres, fordi den afsatte tid til skrivefasen ikke
står mål med den tid, der er nødvendig.
Omskriveren er derimod den type, der begynder tidligt med at producere
noget skriftligt. Her er det ikke biblioteksbesøget, der kommer i
første række. Omskriveren vil ofte tage hul på sit emne ved at
nedskrive de tanker, der umiddelbart falder for, idet der reflekteres
over emnet - en såkaldt "brainstorm". Her skriver man alle de emner,
områder og temaer ned, som interesserer én og "rydder" derefter op i
alle disse punkter. Omskriveren organiserer og systematiserer måske
sine tanker ved hjælp af "mind maps" og begynder ud fra dette at
opsøge litteratur. Mind maps handler om at opdele forskellige emner
og områder i kategorier, der derefter samles sammen på. Man begynder
at læse om den del, der forekommer mest interessant eller er lettest
at gå til og skriver derudfra et antal sider. Efter respons fra
vejleder og ved læsning af yderligere litteratur omskriver man sit
første udkast og går videre med en ny del på samme måde. Fordelen er,
at omskriveren kan skrive sig frem mod faglige erkendelser og bevare
overblikket og følelsen af "at være i gang". Ulempen er, at
omskriveren må afse megen tid til korrektion af udkast og i nogle
tilfælde endda kassere hele afsnit eller kapitler, fordi de ikke
stemmer overens med det, man senere har erkendt. Dette kan naturligvis
virke hæmmende på skrivelysten og kræver derfor, at man er villig til
at acceptere, at man kan komme i en situation, hvor man må "skrotte"
et tidligere udkast og alligevel have mod på at gå i gang med et nyt.
Omskriveren er procesorienteret, mens læsehesten er mere
resultatorienteret. Det er derfor vigtigt allerede fra starten at
gøre sig klart, hvordan man bedst arbejder. Der er sandsynligvis
ingen, der kan identificere sig med hverken den ene eller den anden
type i rendyrket form, men alligevel ved du sikkert fra tidligere
projekter, hvilken side du hælder mest til.
Men om du er en omskriver eller en læsehest af natur er ligegyldigt: du
kan under alle omstændigheder ikke forvente at kunne skrive dit speciale
ned side for side som det skal komme til at se ud i den færdige udgave.
Al skrivning falder i to skarpt adskilte dele: proces og redigering.
Skriveblokeringer er karakteriseret ved, at skriveren sidder og redigerer
sig selv hele tiden, sætning for sætning. Det betyder, at hans materiale
i stedet for at vokse har tendens til at skrumpe ind. Har du det sådan
skal du efterligne processkrivningen, dvs. pålægge dig selv at skrive
løs i et bestemt tidsrum uden at gå tilbage og læse, hvad du har
skrevet. Måske skal du endda udvide påbuddet, så du f. eks. kun een gang om ugen
i løbet af speciale processen læser, hvad du har skrevet ...
